Om forberedende voksenundervisning (FVU)
Forberedende Voksenundervisning (FVU) er et gratis tilbud til voksne over 25 år, der gerne vil blive bedre til at læse og skrive eller til matematik, digital opgaveløsning eller engelsk.
Vil du gå til FVU?
FVU er et gratis tilbud for alle over 25 år.
Sprogcenter Furesø udbyder både FVU-start og FVU-dansk, og i løbet af 2024 forventer vi at udbyde FVU-digital samt FVU-engelsk, sidstnævnte særligt for ukrainere.
FVU-start og FVU-dansk, trin 1-4, er et tilbud til dig, som gerne vil blive bedre til at læse, skrive og stave på dansk.
På FVU-dansk kan du blive bedre til at:
• læse avisen, en god bog eller undertekster på dansk TV
• skrive e-mails, sms’er eller Facebook-opslag
• skrive ansøgninger og bruge internettet.
Hvis du gerne vil starte på FVU, kan du ringe til os på tlf.: 7235 5050 eller sende en mail på sprogcenter@furesoe.dk.
Et FVU-forløb er mellem 40 og 80 lektioner.
Før du kan starte på FVU
Du skal allerede kunne tale og skrive lidt dansk, før du starter på FVU.
For at starte på FVU-start skal du have kompetencer svarende til modultest 1.5, 2.4 eller 3.3 på danskuddannelserne. På FVU-dansk, FVU-matematik, FVU-engelsk og FVU-digital, trin 1, skal du have dansksproglige kompetencer svarende til Prøve i dansk 2 eller modultest 3.4. Ring til skolen, hvis du er i tvivl om dit dansk-niveau.
Før du kan starte på FVU, skal du til dansk-test og samtale på sprogskolen. Efter test og samtale får du at vide, hvilket trin du er på.
Trinprøver
FVU-trinprøverne følger reglerne i Bekendtgørelse om prøver og eksamen i de almene og studieforberedende ungdoms- og voksenuddannelser. Der afholdes prøve ved afslutningen af hvert FVU-forløb. Du tilmeldes i samarbejde med din lærer. Selvstuderende kan tilmeldes, hvis de kan dokumentere, at de har det påkrævede niveau.
Billedlegitimation
Du skal huske at medbringe legitimation til trinprøverne. På Sprogcenter Furesø bruger vi (både til Danskprøver og FVU-trinprøver) de retningslinjer for legitimation, som Styrelsen for International Rekruttering og Integration har udarbejdet. F.eks. kan du legitimere dig med pas, opholdskort eller kørekort udstedt af en offentlig myndighed i Danmark eller pas, identitetskort eller kørekort udstedt af en offentlig myndighed i et andet EU-/EØS medlemsland. Pas fra lande uden for EU/EØS skal have indsat opholds-eller visumsticker fra et Schengenland.
Prøve på særlige vilkår
Tal med din lærer eller vores vejleder, hvis du har en fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse (f.eks. ordblindhed, PTSD mm.). Der kan være mulighed for at bevilge særlige vilkår ved prøven.
Her kan du læse nærmere om de regler, der gælder ved FVU trinprøverne.
Undervisningen på FVU-start og FVU-dansk foregår på hverdage i følgende tidsrum:
Dag: kl. 8.30-12.00 og kl. 12.00-15.30
Aften: kl. 16.30-20.00
På dagholdene er der undervisning to gange om ugen.
På aftenholdene er der undervisning en gang om ugen.
Før du kan starte på FVU, skal du til en test og en samtale på sprogcentret, en såkaldt FVU-screening. Herefter får du at vide, hvilket trin du skal starte på.
Screeninger foregår i følgende tidsrum:
Dag: I lige uger tirsdage kl. 12.00-15.00
Aften: Mandage kl. 17.00-20.00